Driftsleder: Ny foderstrategi skal give mere rygspæk
På Harringgaard i Thy viser driftsleder Kathrine Nedergaard rundt i bedriftens nye poltestand, som har givet mere plads til dyrene.
Udover en ny poltestald har Harringgaard i samarbejde med bl.a. Vestjyllands Andel lagt en ny foderstrategi - med henblik på at få mere rygspæk på poltene.
- Grunden til, at vi har lavet om i vores foderstrategi, er at vi oplevede, at dyrene kom for store, kraftige og i vores øjne fede herind. Men rygspækscanningen viste, at ikke var fede - de var muskuløse. Hvilket også forklarede, hvorfor vi havde for få levendefødte og for store søer igennem farestalden, fortæller Kathrine Nedergaard.
Harringgaard har tidligere døjet en smule med halebid, hvilket de er kommet til livs med installation af krybestrøm. Og generelt mærker de en god ro i staldene.
- Hvis vi snakker temperament, og de ting vi kan påvirke, er det vigtigt, at mæthedsfølelsen er til stede. De er restriktivt fodret herinde, og det er de også i vores poltestald, nu hvor vi har lavet om. Før fik de foderautomater ad libitum, hvilket gav et stort foderspild og en uensartethed i dyrenes huld. Det håber vi, at vi kan komme til livs med en ny foderstrategi. Men også det, at gruppen ikke spiser på skift, men samlet, gør at alle er mætte og rolige, slutter Kathrine Nedergaard.
Se hele videoen fra Harringgaard nedenfor.