DBC Invest køber østjysk biogasanlæg for trecifret millionbeløb
DBC Invest fortsætter sin offensive strategi på den danske biogasscene. Senest har selskabet købt 100% af et biogasanlæg i Langå-området, som hidtil har været ejet af OL Biogas. Anlægget producerer i dag omkring 6 mio. m3 biogas og forventes inden for nærmeste fremtid at øge produktionen til godt og vel 7 mio. m3.
Tilbage i 2002 var OL Biogas ved Langå med til at udvikle et af de første større biogasanlæg i Danmark. Sidenhen er anlægget løbende blevet moderniseret, og ved den seneste ombygning i 2020 blev ambitionerne om opgradering af biogas til naturgas indfriet.
Nu bliver der så føjet endnu et kapital til historien om OL Biogas. De to snart forhenværende ejere, Carsten Thesbjerg og Morten Broe Simonsen, har solgt biogasanlægget til DBC Invest, som er ejet af Vestjyllands Andel, Jysk Energi, Langfristet Erhvervsfinansiering og Hedeselskabet.
- Vi er glade for at blive ejere af OL Biogas og ser frem til at fortsætte det gode samarbejde, som Carsten og Morten har bygget op med leverandører og øvrige interessenter igennem en årrække.
Vi har kendt anlægget i længere tid, og det passer godt til vores nuværende portefølje, både hvad angår størrelse og geografisk placering. Derudover ser vi nogle spændende muligheder omkring udvidelse og videreudvikling af anlægget på længere sigt, fortæller Rune Ledgaard Sørensen, direktør i DBC Invest.
Carsten Thesbjerg, der hidtil har været direktør for OL Biogas, fortsætter i en ny rolle som driftschef for anlægget. Sammen med Morten Broe Simonsen driver han griseproduktion og markbrug og vil som hidtil være tilknyttet anlægget som leverandør af biomasse.
- Vi har efterhånden opbygget solid erfaring med biogas, og det er tydeligt for os, at vores muligheder og bevægelsesrum bliver langt større, når vi allierer os med store aktører, der både økonomisk og fagligt har muligheden for at følge med udviklingen. Dermed har vi også mulighed for at koncentrere os endnu mere om landbruget, siger Carsten Thesbjerg.
Gevinsten skal tilfalde landbruget
Samtidig påpeger han, at netop DBC Invest er de helt rigtige til at drive anlægget i Langå videre.
- Vi er rigtigt glade for, at DBC har investeret i anlægget. Ikke mindst fordi de har en defineret strategi om, at gevinsten fra biogas i højere grad skal tilfalde landbruget og ikke en kapitalfond. Uden landbruget mangler der adgang til de nødvendige biomasser, så denne nærhed til branchen samt det generelle fokus på at videreudvikle den grønne omstilling af landbruget er vigtig, lyder det fra Carsten Thesbjerg.
DBC Invest, som nu kan mønstre en portefølje på 8 biogasanlæg, har ikke tidligere købt 100% af et anlæg, som det nu er tilfældet i Langå-området. Derfor er den seneste investering også en milepæl i selskabets korte historie.
- Det er en naturlig del af den virkelighed, som branchen er i og står overfor. Udviklingsmulighederne er enorme, og det samme er investeringsbehovet, og derfor vælger mange biogasejere at ”stå af nu”. I den forbindelse er vi naturligvis glade for, at vi kan sætte endnu et flag i landkortet i Østjylland, fordi vi med anlægget i Langå bl.a. kan sikre nogle synergier til Grauballegaard Biogas, som vi nu ejer 90%, fortæller Steen Bitsch, CEO i Vestjyllands Andel og bestyrelsesformand i Danish Bio Commodities.
DBC Invest har ansat Lars Frandsen som direktør for føromtalte Grauballegaard Biogas samt for det nye anlæg i Langå-området. Selskabet bag anlægget er stiftet, men har endnu ikke fået et navn, da handlen imellem DBC Invest og OL Biogas er med forbehold for diverse myndighedsgodkendelser, som forventes at falde på plads i løbet af kort tid.
Siden etableringen i marts 2020 har DBC Invest investereret i følgende biogasanlæg:
- Grauballegaard Biogas
- Sindal Biogas
- Outrup Biogas
- Sønderjysk Biogas
- BB Biogas
- Vestjysk Biogas
- Vrejlev Biogas
- OL Biogas ApS (fremtidigt navneskifte)