På tur med Kongen - Vestjyllands Andel en del af erhvervsfremstød i Polen
H.M. Kongen står i spidsen for en stor dansk erhvervsdelegation, som fra d. 31. januar til d. 2. februar gennemfører et officielt erhvervsfremstød i Warszawa. Derudover deltager udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, klima- energi og forsyningsminister Lars Aagaard, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen samt repræsentanter fra 38 danske virksomheder - deriblandt Vestjyllands Andel.
Stoltheden var stor, da Vestjyllands Andel i slutningen af 2023 blev udvalgt som én af de danske virksomheder, der skal deltage i et kommende erhvervsfremstød i Polen. Dansk Erhverv, Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer er medarrangører for fremstødet, hvor energieffektivisering samt klimavenlig landbrugsproduktion og biogas er hovedtemaerne.
- Det er en spændende mulighed for Vestjyllands Andel ift. at udbrede vores visioner om fremtidens landbrugsproduktion på en større international scene. Og mediebevågenheden omkring erhvervsfremstødet er naturligvis ikke blevet mindre af, at H.M. Kongen står i spidsen for den danske delegation, påpeger eksportchef i Vestjyllands Andel, Morten Gregaard.
Han fortæller i samme forbindelse, at det danske grovvareselskab allerede har nære relationer til Polen.
- For vores vedkommende er det kulminationen på flere års tæt samarbejde med den danske ambassade i Polen, hvor vi har bidraget med solide mængder knowhow til polsk landbrug. Bl.a. har Vestjyllands Andel haft besøg af en større delegation fra den polske landbrugsorganisation Agro Integracja, som søgte inspiration i den danske andelsbevægelse, ligesom vi i DanVit-regi (Vestjyllands Andels eksportselskab, red.) flere gange har haft fornøjelsen af at besøge Polen for at dele ud af vores viden omkring fodersammensætning, lavt foderforbrug og generelle knowhow om større effektivitet inden for griseproduktion.
Fodereffektivisering og biogas
I kraft af rollen som foderproducent har Vestjyllands Andel et naturligt fokus på optimering og udvikling af de blandinger, som skal sikre danske husdyr de bedst mulige vækstbetingelser. I den forbindelse er foder-effektivisering et nøgleord, som også vil få stor opmærksomhed i Polen.
- Vores rolle bliver bl.a. at udbrede det solide kendskab til fodersammensætning -og fremstilling, som vi efterhånden har opbygget. I den forbindelse er det naturligvis lettere at ”sælge” visionerne om den grønne omstilling, hvis det også kommer producenten til gode. I Danmark er vi verdensmestre i lavt foderforbrug pr. kg. produceret kød, hvilket giver lavere omkostninger til foder – og samtidig et lavere klimaaftryk. Seneste skud på stammen inden for dén filosofi er vores sigtemaskine VA SizeMatters, som sikrer den rette formalingsgrad af foderet. Det vil vi ligeledes fortælle mere om i Polen, pointerer Morten Gregaard.
Udover energieffektivisering samt klimavenlig landbrugsproduktion er biogas blandt erhvervsfremstødets hovedtemaer. Også her har Vestjyllands Andel mulighed for at bidrage med solid knowhow.
- Vestjyllands Andels stigende engagement inden for biogasproduktion er et afgørende element ift. vores deltagelse i Polen. Bl.a. deltager Steen Bitsch i en såkaldt CEO Pitch & Panel Discussion, hvor han udover fortræffelighederne ved biogas formentlig vil fortælle om de sidestrømme i form af kaskadeudnyttelse af biogen CO2, som dansk landbrug bidrager til. Et emne, der på mange måder indrammer alle erhvervsfremstødets hovedtemaer, slutter Morten Gregaard.
Under besøget i Polen vil Vestjyllands Andel og den polske landbrugsorganisation Agro Integracja indgå et aftalememorandum for at udbygge den gensidige forpligtelse til at fremme og udvikle klimavenligt landbrug og biogas. Underskriften af dette aftalememorandum vil blive bevidnet af H.M. Kongen, den danske minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen, samt den polske minister for fødevarer.