Rekordstort fremmøde: VA-udlodning på 40 millioner kr. vedtaget på ”alternativ” generalforsamling

Der var paneldebat, stand-up, repræsentantskabsvalg og ikke mindst masser af networking på programmet, da Vestjyllands Andel afholdt ordinær generalforsamling på hovedkontoret i Herning.

Flere end 400 mennesker havde onsdag d. 2. november taget turen til Herning, hvor Vestjyllands Andels hovedkontor dannede rammen om den årlige generalforsamling. Under titlen VA Folkemøde havde grovvareselskabet denne gang udvidet konceptet, som blev indledt allerede kl. 10:30 med ”Landbrugets morgenbord” og sideløbende networking blandt de fremmødte.

Kl. 12:00 indtog Anders Søgaard, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, scenen i rollen som moderator for dagens paneldebat. Her fik han selskab af seks veloplagte deltagere i form af:

• Steen Bitsch, CEO i Vestjyllands Andel
• Flemming Nør-Pedersen, Direktør i Landbrug & Fødevarer
• Charlotte Boline Jepsen, Ledende partner i CIP Fonden
• Jan Ulsø Madsen, Direktør i Vestjysk Bank
• Alex Ostersen, bestyrelsesmedlem i Vestjyllands Andel
• Niels Skovgaard, Formand i LandboUngdom

Takket være stor snakkelyst blandt både paneldeltagerne og tilhørerne nåede debatten vidt omkring emner som CO2-indlejring, klimakreditter og biodiversitet, mens der over en bred kam blev indgydet håb for landbrugets fremtid. Bedst eksemplificeret ved Niels Skovgaards forsikring om, at ”Vi overgiver os aldrig”.

Efter en seriøs og faglig stærk paneldebat blev scenen overtaget af komiker Jonas Mogensen, som havde fået til opgave at træne lattermusklerne hos de fremmødte… Og dét lykkedes! En halv time senere gav han plads til endnu en runde med networking, hvor medlemmerne havde mulighed for at snakke med VA´s faggrupper og nærmeste samarbejdspartnere.

Kl. 15:30 blev scenen indtaget af bestyrelsesformand Leif Haubjerg til den formelle del af VA Folkemødet; ordinær generalforsamling. Leif Haubjerg så tilbage på et udfordrende, men for Vestjyllands Andels vedkommende tilfredsstillende år, hvor selskabet er vokset markant på både top- og bundlinjen. Hans beretning var samtidig den sidste som bestyrelsesformand, hvorfor han ganske fortjent blev mødt af stående ovationer efter sin afsluttende sætning.

- Jeg vil slutte med at takke alle medarbejdere, ledelsen, repræsentantskabet og bestyrelsen for et godt samarbejde, i året der er gået. Også tak til alle de repræsentantskabsmedlemmer og bestyrelsesmedlemmer, jeg har været sammen med gennem alle årene. Og endelig, men ikke mindst, tak til alle jer medlemmer, fordi I loyalt støtter vores fælles selskab Vestjyllands Andel, lød det fra den afgående formand.

VA-direktør Steen Bitsch overtog hernæst mikrofonen for at gå dybere ned i regnskabsåret 2021/2022. Herunder kunne han præsentere et koncernresultat før skat på 114 millioner kr. og en omsætning på 2,8 millarder kr.

Ved regnskabsfremlæggelsens afslutning fremlagde Steen Bitsch bestyrelsens forslag om at udlodde 40 millioner kr. af årets overskud til selskabets medlemmer. Udlodningen blev hurtigt vedtaget, hvorefter dirigent Jens Peder Bendtsen kunne gå videre til årets repræsentantskabsvalg. På næste side ses de medlemmer, som blev valgt ind i den forbindelse. Til info afholdes det første møde for det nye repræsentantskab d. 17. november 2022, hvor der samme dag er konstituerende bestyrelsesmøde – bl.a. med valg af ny formand.

NORD:

• Bjarne Villadsen
• Iben Johansen
• Morten H. Pedersen
• Peter Just
• Troels Lundby

MIDT:

• Alex Ostersen
• Anette Dam
• Anne Marie Søe Nørgaard
• Bjarne Andersen
• Brian Rahbek
• Jacob F. Jensen
• Jens Peter B. Mølleskov
• Jens Peder Bendtsen
• Jørgen Hindhede
• Niels Overgård
• Torben Lund Hansen
• Torben Sandgrav

SYD:

• Benny Ølgod
• Carsten Anthonsen
• Kjeld Andersen
• Martin Møller Jensen
• Martin Pedersen
• Ole Hansen
• Preben Bramming
• Torben Due

Medarbejdere:

Michael Knudsen
Janni Lyder Veedfald


Se en oversigt over hele repræsentantskabet HER

Under valghandlingen fik de fremmødte medlemmer fornøjelsen af at høre CCO Jeppe Tokkesdals tanker om og ikke mindst forventninger til det volatile råvaremarked. Han blev efterfulgt af Steen Bitsch, som fremlagde sin vurdering af Vestjyllands Andels fremtid. Hernæst var indbudt til helstegt gris og fadøl som afrunding på en vellykket dag med rekordstort fremmøde.

- Målet med VA Folkemøde var at genopfinde den klassiske generalforsamling, og det lykkedes vi med. Jeg hæfter mig ved den gode og debatlystne stemning, som herskede dagen igennem. Samtidig kan vi med tilfredshed konstatere, at der fortsat hersker en enorm lyst til at udvikle Vestjyllands Andel i fællesskab, konstaterer CEO Steen Bitsch.