VA-udlodning på 51 millioner kr. vedtaget på generalforsamling

Cirka 100 medlemmer var onsdag aften samlet til generalforsamling i Vestjyllands Andel. De var bl.a. med til at vedtage en samlet overskudsudlodning på 51 millioner kr.

Forholdene var en anelse anderledes end normalt, da Ringkøbing-Skjern Kulturcenter onsdag aften dannede rammen om Vestjyllands Andels årlige generalforsamling.

Grundet Covid-19 havde grovvareselskabet udstukket diverse retningslinjer, som bl.a. indebar krav om mundbind, afstand imellem de siddende gæster osv. Disse retningslinjer blev fulgt til punkt og prikke af de fremmødte medlemmer, som hver især bidrog til en god aften i det vestjyske.

Efter spisningen indtog bestyrelsesformand Leif Haubjerg scenen og aflagde sin beretning. Indledningsvis fremlagde han regnskabsårets nøgletal, som bød på et koncernresultat før skat på 88 millioner kr. og en omsætning på 2,27 millarder kr. Samtidig pointerede bestyrelsesformanden, at Vestjyllands Andels egenkapital for første gang har passeret 1 milliard kr. Soliditeten ligger på 54 %.

Derudover så Leif Haubjerg tilbage på et begivenhedsrigt år, hvor Vestjyllands Andels kerneforretning, det rekordstore fodersalg, engagementet i den grønne omstilling samt selskabets nye ERP-system var blandt hovedpunkterne.

VA-direktør Steen Bitsch overtog hernæst mikrofonen for at gå dybere ned i regnskabsåret 2019/2020. De forskellige nøgletal, salgstal, investeringer m.m. blev i den forbindelse fremlagt, og der blev samtidig kigget på både selskabets og landbrugets mulige fremtidsudsigter.

Ved regnskabsfremlæggelsens afslutning kunne Steen Bitsch samtidig præsentere bestyrelsens forslag om at udlodde 51 millioner kr. af årets overskud til selskabets medlemmer. Udlodningen blev hurtigt vedtaget, hvorefter det var tid til spørgsmål og vurderinger fra de fremmødte medlemmer.

Derudover bød aftenen på oplæg ved CPO Jeppe Tokkesdal, valg til Vestjyllands Andels repræsentantskab, vedtægtsændringer samt vedtagelse af Ernst & Young som fremtidigt revisionsselskab.

- Vi kan se tilbage på en velafviklet generalforsamling, hvor der herskede en god diskussionslyst blandt de fremmødte. Fokuspunkter som kerneforretningen, vores nye ERP-system og biogasbranchen blev taget under kærlig behandling, og vi glæder os over alle de input og betragtninger, som kom på bordet. Nu er det vores opgave at tage de forskellige input med videre, så vi kan videreudvikle Vestjyllands Andel til gavn for vores mange trofaste medlemmer, lyder det fra direktør Steen Bitsch.

Årsrapporten 2019/2020 kan læses i en digital udgave HER. Udover ledelsesberetning og regnskab kan du her bl.a. også læse om selskabets Strategi 2025 – Ét skridt foran - på side 40.

Nedenfor ses de medlemmer, som blev valgt ind i repræsentantskabet på gårsdagens generalforsamling. Hele bestyrelsen og repræsentantskabet finder du HER

NORD

Peter Just
Kristian Lundgaard-Karlshøj
Troels Lundby
Morten Pedersen
Pauli Riis

MIDT

Annette Dam
Niels Overgaard
Leif Haubjerg
Bjarne V. Andersen
Jens Peter Bendtsen
Henning Jacobsen
Jørgen Hindhede
Torben Sandgrav
Alex Ostersen
Steffen Bjerre
Jacob Jensen
Hans Christian Tylvad

SYD

Martin Pedersen
Martin Møller Jensen
Benny Ølgod
Freddy Lauridsen
Kjeld Andersen
Ole Hansen
Knud Lorentzen
Carsten Antonsen

Medarbejdere

Michael Knudsen
Jan Holm Rudebeck