Vestjyllands Andel flytter hovedkontoret til Herning
I starten af 2020 vil Vestjyllands Andel flytte hovedkontor fra den nuværende placering i Ringkøbing til landbrugets hovedstad Herning. Med flytningen ønsker vi bl.a. at centralisere en række funktioner samt i endnu højere grad at markere os som landbrugets foretrukne partner.
Vestjyllands Andel har oplevet stor vækst i løbet af de seneste år. Omsætningen er steget, kundekredsen er blevet større, og flere medarbejdere er kommet til.
Som en konsekvens heraf er hovedkontoret i Ringkøbing efterhånden blevet for småt. Det er således også én af årsagerne til, at vi har valgt at investere i et nyt hovedkontor i Herning.
- Flytningen af vores hovedkontor skal ses som et naturligt skridt på vejen til at fremtidssikre Vestjyllands Andel. I takt med at virksomheden vokser, bliver organisationen også større, og målet har været at samle drift, logistik, salg, handel, kvalitet, miljø og stabsfunktioner under ét tag for at skabe en større sammenhængskraft. Dét får vi muligheden for med etableringen af et nyt hovedkontor i Herning, fortæller Steen Bitsch, direktør i Vestjyllands Andel.
Han påpeger i samme forbindelse, at omorganiseringen skal være med til at fastholde Vestjyllands Andels nære relation til landbruget, samtidig med at virksomheden bliver større.
- Vores fornemste opgave er at servicere dansk landbrug med kvalitetsprodukter og -rådgivning. Her sætter vi en ære i at arbejde med en kort vej fra tanke til handling, hvilket kræver en smidig organisation. Med denne omorganisering effektiviserer vi en lang række processer, som i sidste ende vil komme vores kunder og medlemmer til gode, lyder det fra Steen Bitsch.
At valget er faldet på Herning er ikke nogen tilfældighed. Det fortæller bestyrelsesformand Leif Haubjerg.
- I videreudviklingen af virksomheden synes det naturligt at etablere vores nye hovedkontor i Herning. Det er landbrugets hovedstad, hvor der årligt strømmer folk til i forbindelse med Svinekongres, Landsskue, Agromek, Delegeretmøde osv. I den henseende stemmer beliggenheden godt overens med Vestjyllands Andels ambitioner om at være landbrugets foretrukne partner, udtaler Leif Haubjerg.
Han påpeger i samme forbindelse, at Vestjyllands Andels DNA forbliver den samme, selvom hovedkontoret fremadrettet vil være beliggende i Herning. Virksomhedens rødder er essentielle for eksistensgrundlaget.
- Hjemstedskommunen er stadig Ringkøbing-Skjern, og vi vil blive ved med at efterleve vores mantra VSF - Vestjysk Sund Fornuft. Samtidig kan vi dog konstatere, at vores kerneområde har udvidet sig markant, i takt med at virksomheden er vokset. Ved at flytte hovedkontoret til Herning, som er et knudepunkt i Midt- og Vestjylland, har vi til hensigt at placere os så centralt i kerneområdet som muligt, og samtidig indikerer vi, at vi ønsker at gøre os interessante for en endnu større kundekreds, slutter Leif Haubjerg.
Vestjyllands Andel har investeret i eksisterende erhvervsbygninger på Industrivej Nord 9B i Birk Centerpark. Flytningen til det nye hovedkontor, hvor 60-70 medarbejdere får deres daglige gang, vil ske i starten af 2020.