Fjerde investering: DBC Invest køber større ejerandel i Outrup Biogas
Vestjyllands Andel og DBC Invest foretager en tocifret millioninvestering i Outrup Biogas, hvilket dermed bliver selskabets fjerde investering i danske biogasanlæg.
For godt og vel to år siden tog ejerkredsen bag Outrup Biogas det første spadestik til et nyt biogasanlæg i det sydvestjyske. I sommeren 2019 leverede anlægget den første biogas ind til naturgasnettet og har sidenhen bidraget med en daglig produktion på mere end 22.000 m3.
Ejerkredsen har hidtil bestået af 5 lokale landbrug, som nu får en ny og kapitalstærk partner med ombord. Vestjyllands Andel, Jysk Energi og Langfristet Erhvervs Finansiering, som tilsammen udgør Danish Bio Commodities og herunder DBC Invest, har således investeret et tocifret millionbeløb i Outrup Biogas. Dermed køber investeringsselskabet sig til den klart største ejerandel i det sydvestjyske biogasanlæg.
- Vi har kendt anlægget og dets ejerkreds helt tilbage fra første spadestik. Derfor er vi også glade for, at DBC Invest nu bliver en del af ejerkredsen, så vi kan være med til at præge den fremtidige udvikling. Outrup Biogas besidder et stort potentiale, som vi i tæt samarbejde med den øvrige ejerkreds vil søge at udnytte, fortæller Rune Ledgaard Sørensen, direktør i Danish Bio Commodities og DBC Invest.
Også Preben Marinus Lauridsen, der er medejer af Outrup Biogas og hidtil har bestredet direktørposten i selskabet, glæder sig over aftalen.
- Det er vigtigt for os, at vi kender og har stor tillid til vores samarbejdspartnere. Derfor er det også med stor tilfredshed, at vi kan byde DBC Invest velkommen i ejerkredsen. Deres nære relationer til landbruget og generelle kompetencer inden for biogasbranchen skal i samspil med vores styrker bidrage til optimering og fremtidig udvikling af Outrup Biogas, lyder det fra Preben Marinus Lauridsen, der samtidig bliver formand i det nye selskab.
Han påpeger desuden, at det er vigtigt at følge med den hastige udvikling, som hersker i biogasbranchen.
- Vores første intention var at bygge et anlæg, som skabte balance imellem vores landbrug. Samtidig ønskede vi at fremtidssikre og geare vores landbrug til den grønne omstilling, og her er udvikling af biogasanlægget et vigtigt parameter. Dén udvikling skal DBC Invest bl.a. være med til at skabe, så vi derved sikrer os, at hele setuppet omkring Outrup Biogas er så optimalt og konkurrencedygtigt som overhovedet muligt.
Merværdi for dansk landbrug og miljøet
Foruden Outrup Biogas er DBC Invest engageret i Grauballegaard Biogas, Sindal Biogas og Sønderjysk Biogas. Ejerne af DBC Invest kan således også bekræfte, at adskillige aktører efterhånden har fået øjnene op for den nye spiller i biogasbranchen.
- Vi oplever enorm interesse for vores engagement i biogasbranchen og den grønne omstilling i almindelighed. Investeringen i Outrup Biogas er derfor endnu en tilkendegivelse af, at vi med DBC Invest har høje ambitioner om at skabe merværdi for både dansk landbrug og miljøet. For Vestjyllands Andels vedkommende glæder vi os samtidig over, at vi bliver medejere af et moderne anlæg, som er placeret i vores efterhånden vidtrækkende kerneområde, udtaler Steen Bitsch, direktør i Vestjyllands Andel.
Han bakkes op af Niels Brøndsted, CFO i Jysk Energi, som desuden kan afsløre, at DBC Invest forventer at kunne offentliggøre flere investeringer i løbet af efteråret.
- Med den fjerde investering i danske biogasanlæg er vi allerede nået langt med vores strategi. I kraft af vores nuværende dialog med øvrige anlæg er det samtidig vores forventning, at flere anlæg vil blive en del af DBC Invests portefølje i løbet af de kommende måneder. Dermed kan vi skabe yderligere muligheder for vidensdeling og optimering på tværs af de enkelte anlæg, slutter Niels Brøndsted.