Vestjyllands Andel præsenterer ny CFO og etablerer chefstilling på ERP-området
Lasse Hjortshøj Østergaard er pr. 1/6/2024 tiltrådt som ny CFO i Vestjyllands Andel. Han afløser dermed Anne Cathrine Larsen Kragh, der efter endt barselsorlov tiltræder i en nyetableret stilling som chef for Vestjyllands Andels voksende ERP-afdeling.
Vestjyllands Andel kan hermed præsentere Lasse Hjortshøj Østergaard som ny CFO for koncernen. Han kommer senest fra en stilling som Finance Manager i Danish Crown og har tidligere været ansat hos EY, hvor han kortvarigt medvirkede til revisionen i Vestjyllands Andel samt andre større landbrugs- og andelsvirksomheder.
- Med ansættelsen af Lasse Hjortshøj Østergaard forventer vi at videreudvikle økonomifunktionen til at blive endnu mere forretningsnær samt sikre yderligere optimering og automatisering af de finansielle processer. Trods sin relativt unge alder kommer Lasse med et solidt branchekendskab, og som tidligere repræsentant for vores revisionsselskab, EY, har han allerede et fornuftigt indblik i forretningsgangene i Vestjylland Andel. Derfor anser vi ham også for at være den helt rette profil til at udvikle CFO-rollen, fortæller CEO Steen Bitsch.
Lasse Hjortshøj Østergaard selv har da også høje forventninger til sin ansættelse i Vestjyllands Andel.
- Jeg ser frem til at tage aktivt del i videreudviklingen af en innovativ virksomhed, som efterhånden har opbygget en solid position i den danske grovvarebranche. Her bliver det bl.a. min opgave at sikre, at KPI´er og rapportering følger målene i såvel den nuværende som den kommende strategiplan, så vi skaber den nødvendige vækst i de efterhånden mange grene af Vestjyllands Andel, siger Lasse Hjortshøj Østergaard og tilføjer:
- Jeg betragter min ansættelse som en unik mulighed, og jeg glæder mig meget til at samarbejde med alle de kompetente medarbejdere og medlemmer i Vestjyllands Andel.
Ny chefstilling på ERP-området
Lasse Hjortshøj Østergaard afløser Anne Cathrine Larsen Kragh, der sideløbende med stillingen som CFO har fungeret som ERP-projektleder og direktør i Agro Enterprise Planning – Vestjyllands Andels selvstændige ERP-selskab.
Fremadrettet vil Anne Cathrine Larsen Kragh dedikere sig 100% til ERP-området og får i samme forbindelse ansvaret for Vestjyllands Andels corporate compliance.
- Anne Cathrine var en helt central figur i opbygningen af vores ERP-system, som organisationen fortsat høster frugterne af i dagligdagen. Samtidig ser vi et stort udviklingspotentiale i systemet, og derfor etablerer vi nu en chefstilling på området. En beslutning, som kan komme både Vestjyllands Andel og vores branchekolleger til gode, pointerer Steen Bitsch med henvisning til Agro Enterprise Planning A/S (AEP), der rådgiver og supporterer grovvareselskaber i forbindelse med ERP-implementeringsprocessen.
- Desuden får Anne Cathrine en bærende rolle ift. vores corporate compliance – herunder CSRD- og ESG-rapportering. Ligesom mange andre virksomheder oplever vi i Vestjyllands Andel et stigende krav til at sikre gennemsigtighed i såvel vores interne som eksterne processer. Med henblik på at være på forkant med denne udvikling allokerer vi derfor flere kræfter til compliance-området, slutter Vestjyllands Andels CEO.
Lasse Hjortshøj Østergaard
Anne Cathrine Larsen Kragh