Vestjyllands Andel skaber rekordomsætning og leverer solidt overskud i 2020/2021
Vestjyllands Andel glæder sig over fortsat fremgang på toplinjen i det forgangne regnskabsår. Grovvareselskabet kan desuden præsentere et tilfredsstillende koncernresultat på 74 millioner kr. før skat, og bestyrelsen lægger dermed op til endnu en flot overskudsudlodning til medlemmerne.
Vestjyllands Andel fortsætter med at skabe vækst i kerneforretningen. I regnskabsåret 2020/2021 har grovvareselskabet således haft en rekordstor omsætning på 2,301 millarder kr. mod 2,283 milliarder kr. sidste år. Koncernresultatet lyder i den forbindelse på 74,087 millioner kr. før skat mod 75,916 millioner kr. før skat sidste år, med en korrektion på 12 millioner kr. mod regnskabet 2019/2020.
Resultatet er blevet til på trods af et udfordrende år, hvor tre hovedfaktorer påvirkede regnskabet negativt med i alt 28 millioner kr. Størst påvirkning havde den manglende forsyning af økologisk sojakage fra Kina, som Vestjyllands Andel måtte anskaffe andetsteds til betydeligt højere priser.
Derudover var en tør høst ensbetydende med manglende behandlingsindtægter, og slutteligt betød en omfattende konvertering af dansk mælkeproduktion til non-GM, at prisen på GM-frie proteiner blev sendt på himmelflugt.
- Det samlede resultat er tilfredsstillende – året taget i betragtning. Uforudsigelige faktorer såsom forsyningsvanskelighederne på det globale marked har ganske vist haft konsekvenser for selskabets bundlinje. Til gengæld er vores kunder i den sammenhæng holdt skadesløse, hvilket naturligvis er glædeligt, påpeger Leif Haubjerg, bestyrelsesformand i Vestjyllands Andel.
Han fremhæver i samme forbindelse medarbejderstaben, som har leveret varen i et vanskeligt år.
- Covid-19 har vanskeliggjort forholdene for vores medarbejdere. På trods af begrænsede muligheder for at møde både kunder og kolleger i fysisk forstand, har de holdt hovedet højt og sørget for at servicere dansk landbrug bedst muligt. Medarbejderne og deres evne til at repræsentere Vestjyllands Andel på forbilledlig vis, er en betydelig årsag til, at stadigt flere landmænd vælger at blive medlemmer hos os.
Ét skridt foran
Også direktør Steen Bitsch kalder årets resultat for tilfredsstillende. Han glæder sig i den forbindelse over vækst i kerneforretningen, hvilket bl.a. skyldes et fortsat stigende fodersalg.
- Vestjyllands Andel har opbygget et stærkt brand i branchen. Vi leverer kvalitetsprodukter og -rådgivning, som er med til sikre udvikling i kerneforretningen, og vi søger konstant udvikling inden for den grønne omstilling i dansk landbrug. Her er vi ét skridt foran, og den position vil vi naturligvis gerne fastholde, lyder det fra Steen Bitsch.
Ét skridt foran er desuden undertitlen på Vestjyllands Andels Strategi 2025. Med denne har grovvareselskabet formuleret en række mål, som skal sikre fortsat udvikling i alle dele af forretningen.
- Vi er allerede godt i gang med at levere på Strategi 2025, men det er også en nødvendighed for at være på forkant med de store forandringer, som dansk landbrug undergår i øjeblikket. Hvad enten det handler om digitalisering, den grønne omstilling eller udvikling af fødevarer til fremtidens forbrugere, ønsker vi at være blandt frontløberne, slutter Steen Bitsch.
Bestyrelsen i Vestjyllands Andel foreslår på selskabets generalforsamling d. 3. november 2021 en overskudsudlodning på 40 millioner kr. til medlemmerne.