Hos Vestjyllands Andel bliver man i mange år
Erfarne medarbejdere er et must have for enhver etableret virksomhed. Således også for Vestjyllands Andel, hvor der er tradition for at fastholde medarbejderne i mange år.
Spørger man HR-chef Helle Juel er der især én grund til, at de flestes karriere i VA-regi bliver lang.
- Fælles for de medarbejdere, der har været her i mange år, er en stor stolthed over at være ansat i VA. Med kunden i fokus sætter man en ære i at levere det kvalitetsprodukt, som netop den kunde har brug for, og alle trækker på samme hammel for at få det til at lykkes. Som medarbejder giver det en stor tilfredshed, når man kan se, at det man gør, virker, og at kunderne er glade. Sådan en virksomhed vil man gerne være en del af, forklarer Helle Juel.
Hun er dog samtidig yderst bevidst om, at der de seneste år skiftes job i Danmark som aldrig før. Derfor er der i Vestjyllands Andel stor fokus på at fastholde arbejdsglæden hos den enkelte medarbejder.
- Vi forsøger i vid udstrækning at inddrage medarbejderne i beslutningerne og den praktiske innovation i hverdagen, uanset om det gælder produktudvikling, ERP-implementering eller når der skal arrangeres høstfest. Involvering skaber engagement og arbejdsglæde, fortæller Helle Juel og påpeger, at medarbejdernes udvikling også prioriteres højt.
- VA skal som minimum følge med samfundsudviklingen, men også gerne gå forrest, hvilket vi bruger mange ressourcer på. Derfor er det vigtigt, at medarbejderne løbende udvikler deres kompetencer bl.a. via kurser og uddannelse. Vi har bl.a. derfor oprettet et hold procesoperatørelever, der udover ny viden også får mulighed for at erfa-udveksle på tværs af fabrikkerne til fælles gavn for hele virksomheden.
I en virksomhed i vækst er nye medarbejdere også af afgørende betydning. Der er således stor fokus på at vise, hvor attraktiv en virksomhed Vestjyllands Andel er.
- Kvalificeret arbejdskraft forventes at blive en mere knap ressource på sigt. Derfor bliver det endnu vigtigere at være en attraktiv virksomhed og arbejdsplads i fremtiden. VA skal sørge for at gøre sig mere synlig overfor potentielt nye medarbejdere, bl.a. ved at fortælle om vores fantastiske arbejdsplads og de værdier, vi står for – så er vi godt på vej, slutter Helle Juel.
Eventuelt ledige stillinger finder du under Job i VA