Femte investering på to år: DBC Invest bliver medejer af BB Biogas
DBC Invest foretager en tocifret millioninvestering i nordjyske BB Biogas, hvilket dermed bliver selskabets femte investering i danske biogasanlæg.
Offentliggjort d. 24. februar 2022
Tilbage i 2016 tog BB Biogas det første spadestik til et nyt biogasanlæg beliggende nord for Vrå.
I september 2017 leverede anlægget den første biogas ind til naturgasnettet og har sidenhen bidraget med en årlig gasproduktion på mere end 10 mio. m3.
Griseproducent og planteavler Daniel Overgaard Pedersen har hidtil været eneejer af BB Biogas, men får nu en ny og kapitalstærk partner med ombord. Vestjyllands Andel, Jysk Energi, Langfristet Erhvervs Finansiering og Hedeselskabet, som tilsammen udgør Danish Bio Commodities og herunder DBC Invest, har investeret et tocifret millionbeløb i BB Biogas.
Hos ledelsen i DBC glæder man sig over selskabets femte investering på to år og påpeger samtidig, at BB Biogas besidder et stort udviklingspotentiale.
- Vi er glade for at få BB Biogas med i vores portefølje af biogasanlæg. Anlægget har et spændende design og en veludviklet teknologi. Desuden rummer det nogle interessante muligheder for udbygning og videreudvikling, som vi ser frem til at realisere sammen med Daniel Overgaard Pedersen, fortæller Rune Ledgaard Sørensen, direktør i Danish Bio Commodities og DBC Invest.
Også Daniel Overgaard Pedersen glæder sig over aftalen, som bl.a. giver muligheder for at udnytte endnu flere synergier på det nordjyske anlæg.
- Vi glæder os over at kunne tage DBC Invest med på den videre rejse for BB Biogas. Der er ingen tvivl om, at vi i DBC Invest har fået en strategisk god partner, som har solid erfaring fra øvrige partnerskabet i biogasbranchen. Det skal være med til at bidrage til anlæggets fortsatte udvikling, således vi i fællesskab får skabt grobund for og ikke mindst udnyttet endnu flere synergier i BB Biogas, lyder det fra Daniel Overgaard Pedersen.
Siden etableringen i marts 2020 har DBC Invest investereret i følgende anlæg:
• Grauballegaard Biogas
• Sindal Biogas
• Outrup Biogas
• Sønderjysk Biogas
• BB Biogas