Vestjyllands Andel indgår datasamarbejde med Danish Crown: Det kan blive en ”gamechanger” for landmanden
Et nyt datasamarbejde mellem Vestjyllands Andel og Danish Crown skal være med til at sikre grovvareselskabets kunder og medlemmer endnu bedre forudsætninger for produktionsoptimering på deres bedrifter. Til gavn for både dyrene, miljøet og landmændenes bundlinje.
Vestjyllands Andel, der bl.a. udvikler, producerer og rådgiver om foderløsninger til en bred skare af danske griseproducenter, har indgået et nyt datasamarbejde med Danish Crown.
Fremadrettet vil andelsejere hos Danish Crown, som køber grisefoder hos Vestjyllands Andel, kunne følge deres foderforbrug på bedriften og dermed løbende måle effektiviteten heraf. Dette skal skabe forudsætning for en forbedret produktionsøkonomi hos den enkelte landmand, samtidig med at det stemmer godt overens med Vestjyllands Andels ambitioner om at være med i front på både den digitale og den grønne omstilling.
- Produktionsoptimering er et absolut nøgleord i vores daglige samarbejde med landmanden, og i den forbindelse kan datasamarbejdet med Danish Crown blive lidt af en gamechanger. Ved at få adgang til et solidt og overskueligt datagrundlag i realtid vil den enkelte landmand – i tæt samarbejde med os – kunne analysere og agere på foderets effektivitet her og nu, fremfor at reagere på fortidens data, forklarer Per Runge, salgsleder for grisefodergruppen i Vestjyllands Andel.
Og netop større fodereffektivitet skaber grobund for en række positive synergier i bedriften.
- Dyrenes sundhed og trivsel skal være i højsædet for at skabe de bedst mulige resultater i stalden, og her er fodereffektivitet et afgørende parameter. Via dette datasamarbejde vil vi kunne se, hvilke af vores foderblandinger, der performer bedst på den enkelte bedrift, samtidig med at vi får større mulighed for at udvikle fremtidens foderløsninger med det lavest mulige klimaaftryk. Med fokus på både landmandens og miljøets bundlinje, lyder det fra Per Runge.
Han bakkes op af Nicolaj Nørgaard, der er direktør for Ejerservice i Danish Crown.
- Det her er første, vigtige skridt på vejen til at skabe flere synergier i hele værdikæden, og derfor er vi glade for, at Vestjyllands Andel også vil deltage i samarbejdet om data, og gøre hverdagen nemmere for ejerne af Danish Crown. Samtidig er viden- og datadeling med til at sikre en større grad af automatisering i landmandens hverdag, så vi reducerer manuel registrering mest muligt. Dermed kan landmanden have endnu større fokus på at producere de bedst mulige grise med de mest optimale foderforhold og lavest mulige klimaaftryk, påpeger Nicolaj Nørgaard.
Og netop landmandens opgaveprioritering på bedriften er yderligere et fokuspunkt hos Vestjyllands Andel i forbindelse med datasamarbejdet.
- Fremadrettet kan vi med størst mulig præcision beregne grisens udnyttelse af en given foderblanding, men vores fælles optimering af værdikæden behøver ikke nødvendigvis at stoppe her, påpeger Per Runge og fortsætter:
- Det rigtige foder skal også købes på det rigtige tidspunkt, hvilket giver endnu større incitament til at lade eksempelvis Vestjyllands Andel varetage disponeringen. Især det seneste år har vist eksempler på et særdeles volatilt råvaremarked, som kræver stor indsigt at agere i, og dén indsigt har vi. Via vores populære disponeringskoncept har vi ambitioner om at indgå i et endnu tættere partnerskab med vores medlemmer, så de derved kan koncentrere sig om det, de er bedst til. Nemlig at levere kvalitetsfødevarer til vores spiseborde.